Beskrivelse Om netstedet Nyheder Mailingliste
Billedkunst
Litteratur
Historie/Samfund
Film/Medier
Bøger/Biblioteker
Sprogproduktion
Universiteter
Ferie/Fakta
Internet
Aktuelt
Slotte
Frankofoni

Alt om Frankrig


danske sider om .fr
Schweiz
Præsentation
Den fransktalende del af Schweiz er et besøg værd for den, der sætter pris på skøn natur, autentiske byer og spændende kultur. Nedenfor finder man en række netsteder, der knytter sig til byer, der repræsenterer udvalgte geografiske steder fra Romandiet. Schweiz har dog meget andet at byde på end hvad man finder i den fransktalende del: Alperne (Jungfrau, Matterhorn), Bern, Basel, Zürich m.m. Museerne i disse byer kan sagtens stå mål med de største museer i Paris, idet man finder store samlinger af fx de franske impressionister.

Lausanne
Vue sur le Lac Léman

Lausanne ligger på en skråning ned mod den 300 m dybe Lac Léman med udsigt mod De franske Alper og Mont Blanc. Man skal derfor være udstyret med godt bentøj, hvis man vil gå rundt i byen!
Universitetet ligger et stykke uden for centrum, men i flotte grønne omgivelser: om dette vidner de får, der går rundt og græsser på campusområdet. På deres hjemmeside kan man følge med i universitetets seneste aktiviteter. Instituttet for fransk sprogvidenskab er helt på højde med den internationale forskning.
I Lausanne, hvor komiteen for De Olympiske Lege hører hjemme, findes der et stort museum for Legene.
Musée des Beaux-Arts udstiller værker af hovedsageligt frankofone, schweiziske kunstnere. Man kan finde oplysninger om dette på Lausannes hjemmeside.
Musée de l'Hermitage, der ligger højt over byen og søen, har en ganske fin samling af moderne kunst.
Centre de Recherche Ramuz er i gang med at etablere denne frankofone forfatters samlede værker. Digterne Philippe Jaccottet (f. 1925) og Gustave Roud (1897-1977) studerede på Universitetet i Lausanne. Nicolas Bouvier (1929-98), forfatter til poetiske rejseberetninger og fortællinger (fx Le poisson-scorpion fra 1982), er fra Lausanne.


Genève
Le jet d'eau de Genève
Genève er en meget mondæn by i kraft af, at den er centrum for en uhyrlig mængde banker. Derfor undrer det ikke, at man også finder en urmager på hvert gadehjørne - og her snakker vi ure, der er "made in Switzerland", og som det absolut ikke er meningen, at menigmand skal eje: de "billigste" ure koster ofte i nærheden af en god månedsløn. Men så er der også livsgaranti!
Hvis man tager til Genève, skal man ikke tage derfra uden at have sat benene hos en af deres "chocolatiers". Her er kvaliteten selvfølgelig også i top.
Musée d'Arts et d'Histoire er værd at se, men ikke rejsen værd. Her finder man bl.a. værker af symbolisten Ferdinand Hodler.
På billedet til højre kan man skimte byens vartegn, det 140 m høje springvand.
Universitetet er et af de fremmeste i den fransktalende del af verden.

Neuchâtel
Neuchâtel ligger ved den sø, byen har givet navn til. Det er et smukt område med grønner bakker, der bevæger sig op mod Jurabjergene. Neuchâtel er en universitetsby.
Nede ved søen og lystbådehavnen finder man et museum (findes under den officielle hjemmeside), hvis hovedattraktion består i tre "automater": den virtuose urmager Jacquet-Droz konstruerede i 1700-tallet tre mekaniske dukker, som hver især kan programmeres til bestemte formål. Den ene kan i hånden skrive, hvad end man måtte bede den om! De andre kan henholdsvis spille klaver og tegne.
Går man op i byen, kan man se slottet fra 15.-16. århundrede.

Fribourg
Une fontaine de Fribourg
Fribourg er en hyggelig by, hvor der både er mulighed for en gåtur ned gennem de gamle kvarterer med udsmykkede fontæner og kulturelle oplevelser i form af flere museumsbesøg. Musée d'Art et d'Histoire opbevarer samtlige af byens oprindelige fontæner - og dermed menes marmorbassin og -skulpturer. De har også en mindre moderne samling (bl.a. Robert Jakobsen!). På Tinguely-museet har de (larmende og bevægelige) installationer af denne kunstner, som netop blev født i Neuchâtel. Pompidou-centeret i Paris har også flere af hans værker, og der står en af kunstneren kreeret fontæne lige i nærheden af det.

Gruyère
Gruyère ligger på en bakketop i et grønt landskab. Udsigten til Alperne er storslået. Af disse to grunde er det ikke underligt, at man har bygget et slot her, hvis funktion i dag dog er at tiltrække turister. Byens hovedgade (og eneste gade) er spækket med restauranter; alligevel er der ganske charmerende. For Alien-fans findes der et museum med illustrationer af monsterets fader H.R. Giger.

Montreux
Rochers de Nayes
Montreux ligger for enden af Lac Léman med en fantastisk udsigt til Alperne. Byen er temmelig turistet om sommeren, og der er ingen nævneværdige kulturelle oplevelser at komme efter her. Det skulle da lige være deres årlige jazzfestival, hvor mange verdensstjerner lægger vejen forbi.
Som et plaster på det kulturelle sår, er der mulighed for at tage tandhjulstogbanen op til Rochers-de-Nayes. En mageløs naturoplevelse, intet mindre! (se billedet til højre).
Men forresten, så kig på næste link - uden for Montreux er der alligevel lidt kultur.

Château de Chillon
Château de Chillon
Château de Chillon er grundlagt på en lille klippeø tæt på kysten ved Montreux. Det ligger fantastisk smukt med udsigt til Lac Léman og Alperne. Slottet er bestemt et besøg værd - i fangekælderen sad lord Byron en overgang til fange, og man kan den dag i dag se hans navn, som han indridsede i en af de bærende søjler.

La Chaux-de-Fonds
La Chaux-de-Fonds ligger dybt inde i de schweiziske Jurabjerge. Byen har siden 1700-tallet været vidt berømt for sin urmagerkunst. Her ligger stadig nogle af de mest prominente urmagerværksteder. Byens eneste seværdighed - deres stolthed - er deres urmuseum (links findes i øverste venstre hjørne - et flot netsted med lyd på!). Og det er faktisk imponerende at se så forskellige typer tidsmålere fra flere århundreder siden til i dag.
Digteren Blaise Cendrars (1887-1961) er født i byen. Siden rejste han det meste af verden rundt, hvorefter han bosatte sig i Paris.



Senest opdateret: 10. september 2006